Oprindeligt publiceret i Markedsføring d. 12. august 2019.
– Far, far! Kom og se! Det lød spændende, og faren fulgte med. – Vores video på Tick Tock har fået 70.000 views og 2.000 kommentarer! Det lød jo fuldstændig sindssygt, tænkte faren. Hvad har min snart 13-årige datter mon gjort, der kan give den slags opmærksomhed?
– Det er sådan noget med at fryse mundskyl, og så spise det. Der er alle mulige, der har gjort det. Er du ikke stolt, far? Og der måtte han så ærligt svare: – Nej, det er jeg egentlig ikke. Anekdoten fik jeg fortalt forleden af en bekendt. Han (faren i historien) og jeg kunne hurtigt blive enige om, at det er en vild verden, vores børn vokser op i. Vi kunne også hurtigt give hinanden ret i, at vi selv til hver en tid ville foretrække at få 1.000 afspilninger på noget, vi faktisk havde arbejdet hårdt på og var stolte af, end 70.000 views på at spise frossen mundskyl. At der faktisk er kvalitativ forskel på indhold. At den lille tæller på alle mulige indholdsplatforme kun viser en enkelt side af ligningen. Den anden, og nok vigtigere del, er det kvalitative. Hvad er det egentlig, tælleren tæller? Det er selvfølgelig lidt for abstrakt for den umodne børnehjerne. Hvis du er 12 år gammel er store tal = godt. Og fred være med det – de skal jo nok blive klogere. Det påfaldende er dog, i hvor høj grad situationen minder mig om medie- og reklamebranchen. Hvor voksne, veluddannede og i øvrigt højtlønnede specialister tilsyneladende tænker præcis lige så simpelt som barnet på Tick Tock. Et ukritisk fokus på de kvantitative data, den digitale verden er så god til at levere. Men uden evne til at analysere og vurdere selve indholdet. Og her taler jeg ikke engang kun om de ret subjektive parametre – om noget er ”cool”, eller om indholdet er ”flot”. I første omgang taler jeg faktisk bare om relativt håndgribelige spørgsmål som ”bliver vores brand nævnt? Bliver produktet vist? Er vores budskab forståeligt? Er indholdet i synch med vores generelle stil og tone? Er man bevidst om, at det er os, der er afsender?” Jeg har set producenter, der stolt fremviser deres produktioner. Videoer på flere minutter, hvor kunden eller produktet i bedste fald fremstår som statist i et par små klip af få sekunders varighed. Jeg har arbejdet med et smartphone-brand, der prioriterede generiske produktskud over originalt og dybdegående videomateriale. Ikke på baggrund af en strategisk vurdering eller tidligere erfaringer, men fordi de havde behov for noget, de kunne benchmarke og præsentere videre til hovedkontoret. Jeg har set store mediehuse bryste sig af klik-statistikker – på native-indhold, hvor afsenderen stort set ikke fremgår. Og generelt ser jeg et kæmpe fokus på både at skabe og fortælle om alle mulige flotte tal. Og et påfaldende lille fokus på at sætte budskaber sammen på elegante og effektive måder.
Hvorfor? Det handler måske igen om kvantitet. Mængden af indhold, der bliver produceret, er steget eksponentielt siden digital blev en ting. Og der er simpelthen ikke nok dygtige mennesker til at lave alt det indhold. I takt med, at der bliver produceret mere og mere er standarden for håndværket i kommunikationen faldet. Men de digitale tjenester giver gladelig masser af statistikker, og dem kan man så altid læne sig op ad. Resultatet er, at vores branche ikke synes at være meget klogere end en 12-årig. Hvad er løsningen så? I første omgang kunne de voksne måske gøre som faderen i historien. Når de flotte tal præsenteres med en ”er du ikke stolt, far?” kunne svaret passende være: – Nej, det er jeg egentlig ikke.
