Oprindeligt publiceret i Markedsføring d. 5. august 2019.
Vi er generelt ganske bevidste forbrugere. Os, der arbejder i reklame- og mediebranchen. Det er i hvert fald mit indtryk. Frokostordningen er økologisk, kaffen er fairtrade og samtalen over vege-bøfferne kan sagtens gå på noget med genbrug, klimabevidsthed og politisk forbrug.
Som det jo er i Politiken/Weekendavisen/Zetland/Wired/DR2-segmentet.
Og når så den økologiske frokost er spist op (madspild er CO2-spild!) går vi tilbage til vores job med at stopfodre et par tech-giganter med mediekroner. Som var de små fede foie gras-gæs. De to gæs er selvfølgelig Facebook og Google. Eller, de er nok mere de to store elefanter i mediemarkedet.
Ifølge Mediawatch postede danske annoncører sidste år over 1,1 milliarder kroner i Facebook, mens Google stod for hovedparten af det samlede digitale annoncemarked på 8,1 milliarder kroner. Med andre ord: Rigtig mange penge. Og de er hverken Fairtrade eller økologiske. Begge virksomheder rangerer blandt verdens største og rigeste, men betaler så godt som ingen skat i Danmark. Indkomstskat gør heller ikke det store, da det ikke ligefrem vælter med ansatte fra Facebook og Google i landet. Når vi poster penge i tech-giganterne er det altså nogenlunde svarende til sort arbejde med juraen i orden. Vi taler milliarder, mens medierne i øvrigt synes det er mere interessant at diskutere, om influencers skal betale skat af sponsortøj til et par tusinde. Det er milliarder, vi lægger virksomheder, hvis kritiske adfærd nok ikke behøver dybdegående forklaring for dig, der læser med. Google har bygget et imperie på at spore og lagre vores alles personlige data. Søgninger, tekst i mails, billeder og lokation. Facebook lever også af data, som den blandt andet kom til at dele med Cambridge Analytica. Vi kan tale om ansigtsgenkendelse. Censur. Fake news. Bevidst udvikling af afhængighedsdannende mekanismer. Begge virksomheder har vokset sig store på at springe ud i fremtiden uden nødvendigvis at være klar til de fulde konsekvenser. Move fast and break things. En meget cool model for innovation, men knapt så fedt, når man er i en global magtposition. Fremtiden byder blandt andet på kunstig intelligens og kryptovaluta, og man skal enten være yderst naiv eller uniformeret for ikke at se faresignalerne. Alene deres størrelse og magt bør være kilde til at være absolut varsomme. Kort sagt: Når vi poster penge i Facebook og Google poster vi penge i organisationer, der kun tager hensyn til deres egne interesser. Interesser, der ofte står i modstrid til både Danmark og dig selv som privatperson.
Men jeg forstår det selvfølgelig godt. Tag ikke fejl. Jeg er på ingen måde hellig. Jeg har arbejdet med Facebook som primær platform gennem hele min karriere. Jeg har udviklet kampagner, der har postet millioner og millioner efter Facebook. Men netop derfor ved jeg selv, at medievalget ofte ikke beror på gennemarbejdet og veltænkt prioritering. Det handler i sidste ende ofte om komfort og uopfindsomhed. Og lige præcis derfor virker det så ærgerligt, at det i det mindste ikke er på dagsordenen. At man ikke lige tager den variabel med: Hvor er det vores medieinvestering ender? Hvem er det, jeg støtter? De fleste store virksomheder har en CSR-politik og en slags sikring af deres value chain. De fleste investeringsselskaber tilbyder pakker med grøn eller moralsk investering. Ingen våben, tobak, kul osv. Men når det kommer til mediebudgetter er der larmende tavshed. Jeg har aldrig set en brief, der nævner: Kampagnen skal udvikles, så medieinvesteringen støtter danske mediehuse. Ingen mediebureauer tilbyder ansvarlig medieinvestering. Eller bare pakker, hvor man er sikker på, at der bliver betalt skat. Politisk forbrug er simpelthen ikke et emne i en branche, der ellers lever af indkøb. Kunne vi ikke gøre det bedre? Jeg taler ikke for en kollektiv boykot af Facebook og Google. Det er simpelthen for urealistisk. I første omgang kan det måske bare blive noget, vi taler om. Et parameter, eller et hensyn, når der udvikles kampagner og planlægges medier. Kan vi adressere elefanterne i mediemarkedet? Eller er moralen allerede mættet af rødbedebøffer og Fairtrade-kaffe?